Ærøbo vil bygge flydende hotelværelse

Tekst og foto: Catarina Nedertoft Jessen, fyens.dk

Tekst og foto: Catarina Nedertoft Jessen, fyens.dk

Peter Kiær er uddannet bådebygger. Det såkaldte Flotel, som han planlægger at bygge, er det største bådprojekt, han nogensinde har haft. Idéen opstod på denne båd i Ærøskøbing havn.

Et såkaldt Flotel, som kan sejle turisterne præcis derhen, hvor solnedgangen passer dem bedst, skal nu bygges på Ærø.

Idéen kom til Peter Kiær sidste sommer, da han sad og nød en solnedgang på dækket af sit skib i Ærøskøbing Havn med sin kone Bjørg.

Bag silhuetterne af de små strandhuse på Vesterstrand blev solen slugt af havet, og de to kom til at tænke på, at andre nok også ville sætte pris på denne udsigt med et vuggende skib under sig.

Sejlskibe var der nok af, når Peter Kiær kiggede sig til siderne i den sommerfyldte havn, men et flydende hotelværelse havde han aldrig set før.

Da mørket faldt på den aften var Peter Kiær sikker på, at han skulle bygge et Flotel. Ikke en husbåd

På tegningerne, som Peter Kiær gik og funderede over hele efteråret og fik skitseret hen over vinteren, ligner hans Flotel til forveksling en husbåd. Det er dog ikke tilfældet.

- Mit Flotel skal kunne sejle selv. Der er en motor på, så man kan flytte på det, men når det ligger stille, skal det selvfølgelig forankres, siger Peter Kiær om Flotellet.

Planen er at bygge et parallelogram, der er 7,5 meter langt og 2,5 meter bredt, som står oven på en flydende ponton. Der skal kunne overnatte tre gæster ad gangen.

Peter Kiær er i øjeblikket ved at skaffe finansiering til projektet.

- Det kan lynhurtigt løbe løbsk og blive meget dyrt. Men jeg vil gerne holde det så enkelt og minimalistisk som muligt.

Off-grid

Det er meningen, at Flotellet skal være uafhængigt af sine omgivelser - altså off-grid.

På taget skal der være solceller og solfangere og der skal også være en vindmølle. Toilettet bliver med muld, men Peter Kiær understreger, at det bliver lækkert at opholde sig på Flotellet.

- Man skal ikke gå ned på moderne komfort, men alt er enkelt indrettet.

I sin projektbeskrivelse lægger Peter Kiær vægt på, at fremtidens turister i stigende grad værdsætter naturen og det simple liv.

- Der kommer virkelig mange aktive turister til Ærø. Undervandsjægere, kajakroere og så videre. Folk vil gerne have sådan noget her. Det er lavteknologisk og enkelt, siger han.

Det hele skal foregå i Peter Kiærs eget værksted over de næste to år. Planen er at tage patent på prototypen, når den er bygget.

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er det største projekt, jeg nogensinde har lavet.

Tekst og foto: Catarina Nedertoft Jessen, fyens.dk